• Nyhed – Panum Instituttet

    Nyhed – Panum Instituttet

    E. Klinks entrepriseleder Kenn Kristensen sammen med driftsleder Jesper Lyngsie fra Panum Instituttet. Sammen udfører de den enorme energiotimeringsopgave, der resulterer i store energibesparelser for fakultetet

  • Nyhed – Panum Instituttet

    Nyhed – Panum Instituttet

    Panum Instituttets driftsansvarlige maskinmester Jesper Lyngsie udpeger det næste renoveringsobjekt for E. Klinks serviceleder Kenn Kristensen. E. Klink er fast tilknyttet det store renoveringsprojekt, der sker løbende i det 142.000 kvm store bygningskompleks.

Energioptimering af Panum Instituttets 142.000 kvm er guld værd. Ifølge driftslederen Jesper Lyngsie opnås de store energibesparelser via proaktiv rådgivning, tæt samarbejde og højeffektiv ventilationsteknologi.

Som bekendt er bygningsventilation meget energikrævende. Og når der skal ventileres 142.000 kvadratmeter, som på Panum Instituttet, så udgør elregningen en betydelig post på driftsbudgettet. Når så en stor del af ventilationsanlæggene tilmed er af ældre dato, så bruges der rigtig meget energi på at skabe et godt indeklima på Nordens største samlede sundhedsfakultet. Det er med andre ord mega dyrt.

Derfor har driftsleder Jesper Lyngsie sat sig selv og driftsherren Campus Service (CAS) på en udfordrende mission. Han vil nedbringe den enorme bygnings energiforbrug til et absolut minimum over de næste 5-8 år. Med solid erfaring fra lignende stillinger hos bl.a. Danske Bank, er han gået i krig med det ambitiøse renoveringsprojekt. Til at hjælpe sig har han en lille håndfuld dygtige medarbejdere samt nogle få udvalgte samarbejdspartnere, der deler den samme passion for bæredygtig energioptimering.
 

Over 300 ventilationsaggregater

Panum Instituttet er opført i etaper fra 1970 til 86. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet er det største sammenhængende bygningskompleks i landet. Her uddannes bioanalytikere, humanbiologer, læger, tandlæger, tandplejere og klinikassistenter. Bygningen rummer et utal af undervisningslokaler, mange laboratorier og servicerum foruden et større bibliotek, to kantiner, flere auditorier, et væld af administrationslokaler og en del dyrestalde. Til at ventilere den 142.000 kvm store bygning er der installeret over 300 ventilationsaggregater, som er forbundet med kilometervis af kanaler og et utal af komponenter.

Udfordringen

Jesper Lyngsie oplever dagligt udfordringerne med at planlægge vedligehold og energioptimering på den kolossale bygning. ”Uanset om vi udfører planlagt vedligehold af vores ordinære driftsmidler eller udfører egentlige renoveringer, hvor vi søger om midler hos CAS til større projekter, skal vi prioritere benhårdt. For vi skal både reducere risikoen for nedbrud og samtidig energioptimere dér, hvor vi kan opnå den størst mulige energibesparelse og energimæssige synergieffekt. Hvordan det gøres mest optimalt er utrolig komplekst at svare på, og derfor har jeg brug for kvalificeret sparring med eksterne specialister, der virkelig ved, hvad de snakker om”.

Efter en tid med skiftende samarbejdspartnere valgte Jesper Lyngsie at etablere et mere fast samarbejde med nogle få kompetente bygningsentreprenører, der også kunne fungere som kvalificerede rådgivere. ”Jeg er en teknisk generalist, der fungerer som leder for en 8 mand stor driftsafdeling, hvoraf der kun er 1 driftstekniker på ventilation. Min opgave er at få mest muligt ud af vores budgetter med vores interne ressourcer. Men for at kunne løfte både drifts- og renoveringsopgaven på bedste vis har jeg brug for dygtige eksterne fagfolk, hvor jeg kan trække på tekniske spidskompetencer og fleksibel arbejdskraft. Fra mit tidligere virke i Danske Bank havde jeg sammen med E. Klink gennemført en række vellykkede projekter og tænkte derfor, at jeg lige så godt kunne fortsætte det gode samarbejde her på Panum, da E. Klink havde vundet de fleste ventilationsudbud her, også inden jeg tiltrådte i dec. 2015.

Kræver kvalificeret rådgivning

På Panum stilles der høje krav til eksterne samarbejdspartnere. Jesper Lyngsie vil kun arbejde sammen med proaktive rådgivere, der formår at arbejde målrettet og intelligent med bæredygtig energirenovering. ”Som driftsansvarlig skal jeg prioritere min tid meget skarpt. Jeg kan ikke gå i detaljer, men skal bevare overblikket. Jeg informerer derfor mine eksterne partnere om de driftsmæssige besparelser, vi ønsker at opnå for et givent projekt, samt de overordnede tekniske problemstillinger, der er forbundet med opgaven. Men herfra forventer jeg så, at mine rådgivere tager over”, siger Jesper Lyngsie og tilføjer: ”De skal forstå sammenhængen mellem det ønskelige og det økonomisk mulige og herudfra skal de prioritere og anbefale de løsninger, der giver de størst mulige driftsmæssige besparelser. Det er mine rådgivere, der skal tage teten og tage ansvar og ejerskab for opgaven. Min rolle er at spille djævelens advokat og stille de kritiske spørgsmål. Det er den måde, jeg arbejder sammen med E. Klink på ventilationsdelen. De forstår den, de kan lide udfordringen, og de leverer løsningerne. Det er den merværdi, jeg er ude efter. Og den er guld værd for mig og Campus Service som driftsherre”.

Ny strategi giver resultater

Jesper Lyngsie arbejder tæt sammen med ventilationsentreprenøren E. Klinks serviceleder Kenn Kristensen, der fungerer som rådgiver og projektleder. Han fortæller om det fremtidige arbejde: ”Den langsigtede strategi går bl.a. ud på, at vi fortsætter udskiftningen af de gamle remtrukne ventilationsanlæg med nye energieffektive EC-kammerventilatorer, hvor vi opnår en energibesparelse på op til 30-40% for hver udskiftet enhed. Samtidig videreudvikles CTS-delen, så stadig flere områder af bygningen kan overvåges, behovsstyres og få optimeret driftssikkerheden. Løbende udbygger vi anlægget med nye genveksbaserede køle- varmeinstallationer, nyere og sikrere delkomponenter og bedre teknisk isolering. På sigt vil Panum kunne overvåge og måle energiforbruget i stadig mindre enheder, hvilket vil sættes dem i stand til at målrette vedligehold og energioptimering mere præcist og dermed få det maksimale udbytte af deres driftsbudget”.

Jesper Lyngsie supplerer: ”Man kan sige, at vi er gået fra et nødvendigt, akut vedligehold på komponentniveau til en mere langsigtet, investerings- og driftsstrategisk energirenovering på aggregat-niveau”. Kenn Kristensen uddyber: ”Et godt eksempel på det er vores stigende fokus på de mange komfort-anlæg, hvor vi fremadrettet vil slå flere mindre anlæg sammen til større anlæg, og dermed nedbringe antallet af blandesløjfer, pumper, filtre og ventiler m.m. Her vil vi opnå store besparelser på opbygning, komponenter, vedligehold og ikke mindst på driften”.

Udbytterigt samarbejde

Samarbejdet har nu stået på de sidste 3-4 år, hvor betydelige dele af Panum er blevet renoveret. Fra 2016 til 18 gennemførte E. Klink en omfattende energirenovering af instituttets mange laboratorier, hvor E. Klink stod for renoveringen af ventilation til 25 mio. kr. Et kæmpe tværgående projekt som Bygningsstyrelsen var bygherre på. Sideløbende har E. Klink udført energioptimering på flere områder af bygningen, af almindelige driftsmidler, ligesom de har varetaget den almene service og vedligehold på store dele af anlægget.

I dag udgør E. Klinks installationer ca. 20% af den samlede kapacitet, hvilket gør, at de har et indgående kendskab til bygningens ventilationssystemer. ”Udbyttet af det kontinuerlige samarbejde er ikke til at tage fejl af. Vi opnår større forsyningssikkerhed, mere bæredygtig drift og betydelige energibesparelser”, slutter Jesper Lyngsie.